Vertical Menu

Search

Categories

Den tavse station

Kunstneren Mie Olise stod bag installationen ”Den tavse station” i Nikolaj kirke, Kbh. (frem til 12. maj, 2012)

Helt centralt i værket står ”Espen Arnakke”, som dels er navnet på et skib tilhørende kunstnerens far, dels er navnet på hovedpersonen i flere af Aksel Sandemoses bøger – med ”En flyktning krysser sitt spor som den mest kendte”. Mie Olise har rejst i Aksel Sandemoses spor på Newfoundland – og faderens båd, som blev solgt, genfandt hun i Amsterdam. De to Espen Arnakke-spor krydser hinanden i sindbilledet ”Den tavse station”.

Medlem af bestyrelsen i Aksel Sandemose Selskabet, forfatteren Knud Sørensen, har skrevet forord til udstillingens katalog. Forordet findes nedenstående. Endvidere findes her Steen Klitgård Povlsens refleksioner over udstillingen.

Tvillingbrødrene Aksel og Espen

 I forordet til 1955-udgaven af En flyktning krysser sitt spor fortæller Aksel Sandemose bl.a. om sin brug af navnet Espen. Han fortæller, at navnet er taget fra Oehlenschlägers digt ”De tvende Kirketårne” om tvillingebrødrene Esbern og Aksel , og heraf kan man vel drage den slutning, at han, Aksel, betragter Espen som en tvillingbroder. Navnet Espen – eller en afledning – findes dog også i Sandemoses egen slægt, idet hans farmor var født Espersdatter. Aksel og Espen er  altså  ikke identiske, men alligevel sammenhørende.  I Efterskrift til ”En flyktning krysser sitt spor skriver han blandt andet: ”Noen har spurgt mig om jeg er Espen Arnakke. Han og jeg er Dichtung und Wahrheit”, og det samme kan man vel også sige om Jante og Nykøbing Mors, hvis topografi så tydeligt har været modellen for Jantes. Nykøbings tvillingby Jante adskiller sig dog fra sin bror ved ikke at have faste koordinater, den kan ikke markeres på et kort, men den kan etablere sig hvor som helst i samfundet og hvor som helst på kloden.

Et andet sted, hvor Aksel Sandemose kommer ind på det med en tvilling, er i et utrykt notat fra 1952, hvor han omtaler en benskade, som han pådrog sig som barn:

Jeg får vel aldri vite hva det har betydd at siden mitt elvte år har jeg aldri flyttet venstre fot uten at tænke på å slippe billig fra det. Tidlig fikk jeg Janus-forestillingen fordi venstre legg naturligvis ble tynnere da jeg altid hvilte på høyre fot og lod den ta alle de hardeste løft, og så kunne jeg ikke se med venstre øje. En forestilling om dobbelthet, splittelse, spaltning, to personer, tvillinger, dukket op meget tidlig.”

 

 At tvillingbroderen Espen så netop fik efternavnet Arnakke er meget naturligt. Arnakke er en klint på østsiden af Mors, ca. fire kilometer nord for Nykøbing, en klint som det daværende Geodætisk Institut for nogle årtier siden valgte at kalde Årnakke, idet man mente at have konstateret, at det var sådan, lokalbefolkningen udtalte navnet.

Men altså: Arnakke. Denne klint ved Limfjorden var et yndet opholdssted for drengen Axel (som han oprindeligt hed), og også da drengen var blevet mand og drømte forfatterdrømme hang han ved stedet.

I en dagbogsoptegnelse fra 1923 mindes han barndommens oplevelse af  Arnakke, dengang han som en ti-elleve års dreng sammen med nogle kammerater gik langs stranden nordpå fra byen. Han skriver: ”Vi kom forbi Bjørndrup til Arnakke – den gang vidste jeg ikke hvad det hed – og jeg imponeredes af dens vilde skønhed på de stejle trægroede skrænter, hvor man gennem dale og over høje går og ser ud over fjorden, der ligger dybt under En.”  Og et andet sted fortæller han, at han sidder på Arnakke i en huleagtig grøft med graner over sig og skriver. Blandt andet arbejder han på en myte om Aarnakke (og her bruger han altså dialektudtalen), en myte som, selv om et udkast blev rost af Johannes V. Jensen, som han sendte det til, aldrig er offentliggjort. Men fra hans optegnelser ved man dog, at myten kort fortalt beskriver, at ”to Mænd kommer mod hinanden i ældgammel Tid under Aarnakke, den ene snigmyrdes….”.  Det er vist første gang, Sandemose har forestillet sig at lade et mord finde sted i en historie, han fortæller. Men først i En sjømann går i land  (1931) realiseres den ide med Espens mord på John Wakefield.

X

De to tvillingbrødre havde naturligvis den samme skolegang, og de havde samme erfaringer med Jante-mentaliteten, som både Aksel og Espen senere beskrev, og samme interesser for ikke mindst zoologien. De var ivrige samlere, de eksperimenterede, men for Espens vedkommende sluttede det angiveligt, fordi han blev gjort til grin af kammeraterne for sin interesse. I  En flyktning krysser sitt spor fortæller han i kapitlet ”Zoologen”, at han var blevet zoolog, hvis Jante ikke havde barrikadere vejen, og at han, hvis det ikke var sket, aldrig var kommet til Misery Harbor og altså heller ikke havde slået John Wakefield ihjel. Zoologen er den anden døde mand i hans liv, og han blev dolket i ryggen, da han var fjorten år gammel, fordi der stod så mange og lo bag hans ryg, at han døde af de andres grin. Han fortæller også at han har søgt at gøre interessen levende igen, men at den lige som er afkølet.

Hos Aksel holdt interessen sig, f.eks. fortæller han om det i et brev til forfatterkollegaen Knuth Becker den  20.maj 1939. Sandemose er i dyb krise – det er året efter, at han sammen med Espen havde foretaget den rejse, der skildredes i romanen Brudulje – og han har isoleret sig i en ensomt beliggende sæterhytte. Og i det brev, som er blevet til i flere omgange, fortæller han så:

Jeg har ikke rört maskin eller penn siden jeg skrev ovenst.,. men har gjort mig livet lette med lidt ulovlig jakt, felt træer og eksperimentert med dyr. Jeg har stående en rekke med glass det er larver i, og er for tiden mest optatt med rumpetroll (haletusser) som jeg gir forskellig ernæring, og endrer deres størrelse og hele fremtoning med kjemikalier. Jod har en voldsom virkning på veksten. De jod-løse bliver sammenlig-ningsvis ikke til noen ting. Men over tre dråper jod i en liter vann syns ikke at være heldig. I går fant jeg noen som var klekket i et lite hull hvor vannet nesten var borte. Efter at de har fått frisk vann i en stor skål, har de (De kan få lov at tro det er lögn) sprunget opp til tredobbelt størrelse på 24 timer.

Jeg er gått i ett med ensomheden og er blitt hvad unge sjelfulle diktere kaller ét med naturen.

De to tvillingbrødre bruger naturligvis forskellige billeder, når de skal beskrive deres fødested, men 1934 i Efterskrift til ”En flyktning krysser sitt spor” udtrykker Aksel nok en slags fælles konklusion:

 Undres på om mange har elsket sin by og sin slekt så høit som jeg har gjort det.

For det må alligevel være saken at jeg elsket den meget, som en tiger. Men de lo av mig, og mit  dype hat blev den negative målestok for, hvor stor min kjærlighet hat vært.

Og det citat bør sammenholdes med et citat fra Aksels Rejsen til Kjørkelvik. Dichtung und Warheit (1954)  kapitlet ”Gensyn med Jante”:

Mors, Morsø eller Morsland er en ø i den vestlige Limfjord. Den ligger i fjorden mellem landskaberne Thy, Vendsyssel, Himmerland og Salling. Øen er i lille målestok hele Jylland. Den der har været en uge på Morsø og er kommet langt omkring der, har set alt i Jylland, dets skove, frodige agre, sletter, bakker, heder, søer, moser, sandstrande og lave åløb som man kun kan se fra høje steder. Jeg vil citere et retfærdigt vidne, min kone Eva som var med, og som efter nogle besøg i Danmark havde et grundlag for sammenligning – og desuden ser på tingene uden nogen form for lokalpatriotisme fordi hun er udlænding: Aksel et smukkere land end Morsø lader sig nok ikke finde i Danmark.

Eva har ret, og dette skønne Morsø var mit for længe siden, med stæren, storken og viben, med dets strande og drivende skyer, men jeg havde det ikke godt med menneskene der, og det viser sig at det skønne Morsø kan blive et mareridt når kærligheden mellem mennesker dør.

(Gengivet efter den danske udgave 1967, oversat af Kirsten Brostrøm).

Det var dog ikke første gang, Aksel Sandemose beskrev det sted, både han og Espen kom fra. I en artikel, kaldet en skitse, som han offentliggjorde i 1937 i Dagbladet under titlen ”Hellige stener” begynder han ironisk med at skrive, at et menneske vel ved en eller anden lejlighed bør sige noget pænt om sin hjemstavn, for så har man et dokument at henvise til, hvis man bliver beskyldt for at bagtale den, som han jo havde oplevet det efter udgivelsen af En flyktning krysser sitt spor.

Jante ligger ved en vik mellem to ness. Det krummer sig innover som en hummerklo. Innerst inne ligger byen med fabrikkpiper som stilkeøyne på hummeren.

Der lyder lidt truende, og der er da heller ikke noget videre opløftende over den senere beretning. Der er barndomsminder, der dukker op, mens han bevæger sig rundt, men ingen kan fylde ham med glæde, og efter a have beskrevet barndomshjemmet  skriver han:

Når en gikk et stykke fra huset, kunne en se verdens ende. Det var et lite gult hus som sperret langt nede i en gate. Der var ingen som havde sagt det, men den lange gaten så ut til at slutte der, og da var det vel ikke mer?

Slik burde det kanske vært.

Hans konklusion blev:

Jeg var kommet for å se Jante, men jeg syntes ikke jeg hatte fått set det egentlige. Så kom det likevel, på ferjen da jeg reiste dagen efter. Det kom en bort til mig og spurgte om jeg ikke var den og den?

Jeg svarte ja., for mannen kunne jo være en af mine brødre eller noe lignende. Han begyndte at underholde mig om litteratur, som bortsett fra klippfisk er absolut det verste jeg vet. Han kunne si både Brandes, Hamsun og Aakjær, men så pustet han tungt og så fåret på mig en god stund. Holberg! sa han plutselig og slo mig på skulderen så det sakk i mig.

Jeg så på ham og lot ham leve.

Det var så Aksels oplevelse, men han refererer også et sted Espens oplevelse af Jante:

Jante lå ved en liten vik. Vannet var skittent efter dampbåtene, breddene var sure sumper. De overtallige kattene fra byen blev druknet i viken, og drev op på stranden når sekkene var råtnet vekk. Her og der holdt en kråke balanseøvelser på et kadaver som ennå ikke var strandet. Dampferjen kom på bestemte tider og fikk kattemavene til å duve. Der var mange vakre steder utenfor byen. Der var også frisk vann i fjorden når en gikk lenger vekk. Men det var denne skitne viken som blev et billede af så meget Espen Arnakke oplevde i Jante.

X

Et sted i ”En flyktning krysseer sitt spor” fortæller Espen Arnakke om hjørnet ved Larsens Magasin, hvor Jante-drengene samledes om aftenen, fortalte hinanden skrøner om deres erobringer og fnisede af de forbipasserende. Der gik mange år, fortæller han også, før det gik op for ham, at de stod der på hjørnet og kæmpede for det hjem, de gamle ikke havde magtet at bygge op, fordi de selv var opvokset i åndelig og timelig nød.

Og i fortsættelse heraf fortæller han, at han ofte har drømt om engang, en stormfuld høstaften, at komme gående alene gennem gaden, og drengene på hjørnet skulle stå og måbe og glemme at pudse næse, for der kom jo den store og mægtige Espen,  og den store og mægtige Espen ville gå hen til drengene og sige det, ”som jeg hver aften havde håbet at en eller anden skulle komme og sige til os: Find jer noget arbejde, som I synes om, og find jer piger, som I holder af og gør alle synder lovlige. I kan tage Petrus ud i skoven og skyde ham der, fordi han aldrig blev lykkelig. [Petrus var i bogen Espens dominerende storebror].

Drømmen gik ikke i opfyldelse for Espen, men på en måde gjorde den det for hans tvillingbror Aksel, der i marts 1965, fem måneder før han døde, efter invitation kom til Nykøbing og i Centralhotellets store sal talte for og blev hyldet af omkring 600 af byens borgere.

Knud Sørensen

<HR>

Tanker i forbindelse med en udstilling af Steen Klitgård Povlsen

 Der er mange spor i Aksel Sandemoses forfatterskab. Man følger dem, opsporer dem, krydser dem, sætter dem. Man er altid på sporet af noget, den tabte tid f.eks. Spor fører et sted hen, men det er ikke altid man ved hvorhen. Nogle gange kan et spor også ende blindt.

Det blev man mindet om, når man så Mie Olises udstilling i Nikolaj Kunsthal i København.  ”Den tavse station” hed den og var formet som en lang udspundet historie om, hvordan kunstnerindens liv på vigtige punkter havde formet sig som en refleks af temaer i Sandemoses forfatterskab og om, hvordan hun senere havde opsøgt steder, hvor Sandemose havde været og skrevet om i sine værker. Mie Olise er født og opvokset i samme by som Sandemose, Nykøbing på Mors, og hendes far var så begejstret for dennes forfatterskab, at han kaldte sin sejlbåd op efter hovedpersonen i flere af Sandemoses værker: Espen Arnakke. Olises udstilling formede sig derfor som en rejse tilbage til Sandemose – på sporet af den tabte tid.

Den genopbyggede station, der var udstillingens dominerende installation, var således en rekonstruktion af den station på Newfoundland, hvor Sandemoses alter ego, Espen Arnakke, en mørk vinternat i 1917 ventede på et tog, der skulle føre ham væk fra elendigheden, et tog som aldrig kom. Sandemose skrev bl.a. om episoden i romanen Brudulje fra 1938, hvoraf senere meget blev optaget i 2. udgaven af ”En flygtning krydser sit spor” 1955. Men mange andre steder i forfatterskabet er der spor af denne episode, bl.a. i den såkaldte ”mindebog” Murene omkring Jeriko, som Sandemose skrev efter at have mistet først en søn og siden sin hustru i henholdsvis 1955 og 1958. En station er tavs, fordi der ikke kommer noget tog – eller fordi nogle lige er kørt. Den er tilværelsens lavpunkt, dens nadir, det dødens sted, hvortil så mange af verdenslitteraturens store værker bringer sine helte, for at de derfra kan stige op til livet igen, styrket med erfaringen af dettes skrøbelighed. Den er fravær af mening for at en ny kan genopstå, den er den tavshed, der giver liv til et nyt sprog.

Derfor er det et på mange måder ’stumt’ sted i Sandemoses forfatterskab, Mie Olise giver skikkelse og gestalt i sit kunstværk. Hvad der hos Sandemose er gådefuldt, antydet, omkredset er i Olises installation manifest og tydelig. Det er kunstens væsen: den skal kunne ses, skønt kunsthistorien har mange eksempler på billeder, der forsøger at eksperimentere med det usynlige. Tænk blot på Malevitjs helt hvide billeder eller andre former for ’monokromatisme’. Mie Olises stationsbygning er overvældende og monumental, moderne kunst skal man ikke beskue på en væg eller stillet frem på et gulv – den moderne ’skulptur’ går man ind i, den er inkluderende, den kan beskues udefra, men kun tolkes indefra. Således også Mie Olises tavse station: udefra består den af en række parallelle brædder og nogle meget karakteristiske kryds slået for vinduerne, op ad perronen (eller huset: jeg så udstillingen to gange, stigen var flyttet i mellemtiden) står en stige, der som bekendt har form som en banelinje: parallelle spor forbundet med svellernes tværgående ripper, trinene. En association mellem stige og station: trinbræt.

Men indeni ser det anderledes ud. Her spiller tre videoer, hvortil man får lyd fra tre høretelefoner. De bringer dels en til det sted på Newfoundland, hvor Millertown Junction må have ligget, og hvor man nu finder et forladt savværk. Dels viser en video af et mærkeligt skuespil, hvor kunstnerinden iført sort frakke og høj sort hat opfører en slags magisk dans på dækket af en gammel båd, der ligger på en snedækket slette foran nogle hvide bjerge. Flere gange under performancen forsøger kvinden at rejse en pæl eller en mast, men det lykkes ikke. Videoen bringer altså én til Newfoundlands barske kyst, selv om rulleteksterne tyder på, at den er optaget i Island. Man skal altså ind i installationen for i fantasien at bevæge sig væk fra den og ud i omgivelserne. Det indre rummer for så vidt det ydre: en central pointe i megen moderne kunst.

Uden for station går så sporet, to sorte slaggerækker strækker sig hen gennem det gamle kirkerum, fra indgangen, hvor et apparat til rensning af ens fodtøj godt kunne minde om en fjern canadisk togstation, til det sted, hvor tidligere alteret stod. Det er svært ikke at medtænke denne betydning, men den synes ikke at spille nogen rolle. Med mindre man da tolker de tre billeder af Arnakke klint, der hænger til venstre for alteret, som det sakrale mål for Sandemoses/Mie Olises rejse. Ellers er det tydeligt, at sporet kommer fra intet og går mod intet, og der kører ikke noget tog på det. Der skulle have været noget, men nu er det forsvundet – sporløst. Lige som den stump banelinje, som i sin tid blev anlagt i Nykøbing Mors, og som skulle være blevet til en bane hen over øen, men aldrig blev til noget. Absurd lå den der i mange år, inden den blev revet op. Den gamle stationsbygning er i dag restauration og hedder meget ironisk: La belle epoque, de skønne gamle dage! Hvilken eufemisme!

Sporet, siger jeg, eller to spor: kernen i Mie Olises udstilling er paralleliteten mellem hendes personlige historie og Aksel Sandemoses liv, og mellem forfatteren Sandemose og hans alter ego, Espen Arnakke. Udstillingens grundfortælling anskues umiddelbart af de to linjer hen over kirkegulvet: Mig og Sandemose, forfatteren og billedkunstneren, vi følges ad! Mie krydser flygtningen Aksels spor flere gange: i Nykøbing og på Newfoundland og til sidst flettes hendes liv ind i hans hovedfigur, da det lykkes hende at opspore (!) det skib, hun som barn sejlede rundt i med sin far, og som var opkaldt efter Espen Arnakke. Der er altså meget der mødes i udstillingens grundkoncept, ligesom man jo hele tiden må huske, at det sted på Newfoundland, hvor den tavse station stod, hed Millertown Junction. Det var et jernbaneknudepunkt, hvor to linjer løb sammen. Udstillingens grundbudskab er, at spor kan mødes, fortid mødes i nutid, fiktion i virkelighed, det lokale med det globale, øst med vest. Det er et dejligt, optimistisk budskab, som det er godt at se og høre.

Men selv om man må konstatere, at Mie Olise gang på gang går over sporet (der kommer jo heller ikke tog!), er der også noget desperat i disse to linjer foran stationen. Måske mødes de aldrig, tænker man. Måske ligger de der for at sige, at intet mødes i Millertown Junction, og der kommer i øvrigt aldrig noget tog. Til gengæld står der de to skibsmaster på skinnerne, som Sandemose omtaler i Brudulje-teksten. Olise kalder den i udstillingsteksten ”kapitlet ”Den tavse station”, der aldrig lykkedes som roman, men indarbejdedes i Brudulje”. Hvor hun har de oplysninger fra, ved jeg ikke, men episoden i Brudulje har i alt fald ikke denne overskrift og fylder i øvrigt kun ganske lidt i begyndelsen af romanen. Espen sidder og sover i flyet på vej til London, og vågner pludselig op: ”Når en sovnet med larm rundt sig, blev den til rare stemmer. Det var en som råbte: Ser du stationen! Han våknet halvt, og sovnet igjen. Det var mørkt i kabinen. Da  han stationen: To slanke master som nådde højt op i en blå himmel. Antennen var blåst ned. Det sat en dødningskalle på hver af mastene – Han våknet. Han sat alene i den vesle kabinen, i mørke. Hvad var det med den antennen? To høje master, som de en ser bak Oslo. Antennen var blåst ned” (Brudulje, p. 37-38). Det er alt hvad der står, men denne association mellem drøm og vågen tilstand følges op i slutningen af Brudulje, hvor Espen efter en lang rejse til Karibien er kommet tilbage til Newfoundland, og i to omgange venter på stationer. Begge gange er der tale om nætter, hvor toget går om morgenen og hvor han fryser gudsjammerligt. En situation, der genoptages i et afsnit i Murene omkring Jeriko, hvor det får et lidt mere forsonende skær: han holdes vågen af en kammerat, så han ikke fryser ihjel. Men begge gange i Brudulje går toget faktisk: i sidste omgang standser det derefter ved som der står: ”noe som ikke var en station: Skull Hill” (p. 181). Her synes inspirationen til de dødningehoveder, der sidder i toppen af masterne i Espens halvdrøm under flyveturen. Men dem har Olise ikke med og derfor omhyggeligt klippet ud af sin katalogtekst. De ville ellers have givet installation et vist makabert præg, men det har hun øjensynligt ikke villet have med.

Derimod citerer hun Sandemose for, at ”antennen var blåst ned”. Espen Arnakkes umiddelbare association i flyet er til to master, som han kender fra en bakke uden for Oslo, men her er antennen placeret på en skibsmast. Jeg ved ikke, hvordan det var med radiokommunikation på skibe omkring 1. verdenskrig, men bemærkningen kunne tyde på, at vi har at gøre med et skib, der har mistet kontakten til omverdenen. Når der udhævet i kursiv står ”Statjonen er taus” kan det i sammenhængen kun forstås sådan, at radiostationen er tavs. ”Lyngby radio svarer ikke”, eller noget i den retning. Det er i det hele taget tvivlsomt, om der overhovedet er en jernbanestation i associationen, men det må der vel være. En stemme har jo sagt: ser du stationen! I Mie Olises installation ser man den i alt fald stor og tydelig, men samtidigt forsvinder det ambivalente i Sandemoses tekst. Man kan jo ikke se antenner, der er faldet af, og dødningehoveder er der heller ingen af. Til gengæld er masterne flyttet op på land og placeret mellem sporene. De er så at sige ”på sporet af”, ja, af hvad?

I Olises installation skal det vel signalere, at stationen og skibet har mødt hinanden, at masten på hendes barndoms ”Espen Arnakke”, som hun i kirkens ’sideskib’ figurerer med sejl og indskrifter, her har indfundet sig i hoved-skibet. Forestillingen om at den forgæves byggede station i Nykøbing her får besøg af den jernbanefærge, der aldrig fik lov til at fungere efter hensigten, er tilføjet som en fortælling udefra. Vi ser ikke denne station, og kan i den sammenhæng også godt kalde den tavs, dvs. i billedkunstnerisk forstand fraværende. Masterne på sporet taler derimod om et møde mellem to centrale elementer i Sandemoses forfatterskab og i forholdet mellem Mie Olise og Aksel Sandemose. Her krydser to temaer og to kunstnere hinanden.

Det er et forsonende og helende budskab, men det stemmer dårligt med de tekster af Sandemose, der notorisk har været baggrunden for hendes figurationer. Her mødes spor ikke, og hvis de krydses er det i en mordbrands kaotiske inferno. Jeg har antydet den mistede sammenhæng i forhold til Brudulje-teksten og skal omtale yderligere et par eksempler.

I Sandemoses måske berømteste værk taler fortælleren, Espen Arnakke ganske vist meget om at krydse spor – en flygtning krydser sit spor, mens han stadig er på flugt: der ligger faktisk ikke i titlen en vision om at nå til vejs ende – og det gælder vel også i den meget almene betydning, at En flygtning handler om at konfrontere sig med sin fortid for at prøve at forstå den og frigøre sig fra den. Espen Arnakke besværger os hele vejen igennem sin beretning, at det har han: gjort sig fri af fortiden. Men ser man nøjere på selve de steder i bogen, hvor udtrykket ”at krydse sit spor” bruges, bliver det straks meget mere kompliceret. Selve krydsningen figureres ved at Espen i erindringen går ind i Adamsens lade og brænder den af. Frigørelsen består i, at bålet brænder ned: ”Flygtningen krydsede sit hovedspor da han gik gennem den hellige trekant, og ilden i Adamsens lade er brændt ud”, som der står i 1955-udgaven, bd. 2. p. 144. Denne hellige trekant er i virkeligheden flere trekanter (moderen-søsteren-Espen, far-mor-barn, Eva-John-Espen, Hollænderen-Klabautermanden-Espen, etc.), alle mødes de i Adamsens lade og den lader sig ikke sådan udlægge: ”Adamsens lade er én og udelelig, og Janus hersker der. Han ved aldrig på forhånd, hvilken mund han vil tale med” (170). Derfor er Espens lange tale i En flygtning først og fremmest en tolkningsproces, og den har i virkeligheden ingen chancer for at nå til vejs ende: ”Det hellige tretal er det der bor i Adamsens lade. Alt hvad jeg har fortalt dig her, fra Vilfred Kragevinge over John til Sorte Leonora er ilden over Adamsens lade. Det er min barndom om igen, det er forsøgene på at realisere det umulige (II, 138). Derfor er det også logisk, at Espen flere gange betegner sin skriveproces som en ildspåsættelse: ”Jeg får aldrig at vide hvor lidt eller hvor meget du har forstået. Så kort og sammenbrændt er hallucinationistens livsbeskrivelse. Han sidder ikke og skriver formalisme. Han brænder” (I, 103). At krydse sit spor er i En flygtning at skrive sig ind i et knitrende bål af sammenbrændte betydninger og komme ud på den anden side.

Alt det kan man ikke forvente, at en kunstner som Mie Olise skal vide og medtænke i sin installation. Men som Mette Sandby skrev i sin anmeldelse af udstillingen i Weekendavisen: ”Man får nok mest ud af den, hvis man kan sin Sandemose”. Ja, for da kan man også se, hvad Olise skærer fra af medbetydninger i Sandemoses værk, hvordan hun lægger sin tolkning ind over teksten. Ser man således på det afsnit i mindebogen Murene omkring Jeriko, der handler om spor, er det også yderst kompliceret. Kapitlet ”Spor i sand” fortæller en dobbelt historie: en erindring om en sommer med den nyligt afdøde hustru Eva – og en parallelerindring om engang Sandemose (der her optræder i eget navn) fulgte efter en kvinde en sommerdag på stranden ved Skagen. Kapitlet har så at sige to fortællespor, og de mødes ikke rigtigt. Ligesom han aldrig mødte drømmepigen i Skagen, men lod sine egne spor følge hendes – vel vidende at de sammen skulle slettes af brændingen ved lejlighed. På samme måde forstår han Evas spor som rummende den hemmelighed, som hun tog med sig i døden – i bogens hovedsymbolik med ind bag murene i Jeriko, den by han som en anden Joshua har forsøgt at erobre med bål og brand. Det er en kompliceret symbolik, som jeg ikke her skal forsøge at udrede yderligere, blot fastslå, at i Sandemoses forfatterskab krydses spor ikke. De forløber parallelt og mødes kun i tekstens besværgende flammeskrift. Det er det, der gør ham til en stor og meget moderne forfatter.

Men for nu at vende tilbage til Mie Olises installation i Nikolaj Kunsthal: kan man da ikke se masterne på sporene sådan: som en fortvivlet registrering af en grundstødning, et billede på absurditeten i denne søgning efter oprindelse og det tabte land, som Sandemoses værker er? Kunne man ligefrem se den i forlængelse af den video, der vises i stationens indre, og som også foregår på et grundstødt skib: en grotesk, komisk pantomime, der gennemspiller det tragiske med høj hat og tryllekunstnerfrakke? Jo, måske – hvis man så installationen i Nikolaj Kunsthals hovedskib alene, hvis man indskrænkede synsfeltet og fokuserede på den enkle, men alligevel ambivalente installation, der møder én, når man er trådt ind. Da ser man og forstår, fordi det, man ser, er lige så gådefuldt og uforståeligt, som man synes det har været at læse Sandemose. Der er den overensstemmelse mellem form og budskab, som gælder i al vellykket kunst. Misèren opstår, når man går ind i sideskibet og hengiver sig til Mie Olises mangfoldige sidefortællinger.

For her krydses der for mange spor. Espen Arnakke krydser sit eget, Mie Olise krydser Espens og Sandemoses, Espen og Aksel krydser grammofonplader – og ikke mindst: Mie Olise krydser sit spor, dvs. det skib hun forbinder sin barndoms paradisfølelse med, og som hun har troet har været forsvundet. Da når hun til sidst (i bunden af sideskibet) frem til sine hellige sten, ikke i Adamsens lade, men i fjorden ud for Nykøbing, hvor drengene i Sandemoses erindring badede fra dem hver sommer. ”Store Wollepejk og Bette Amerika” hed de, og nu Olise har nået Store Amerika og slået sig ned i New York er det en drøm at komme tilbage til dem. Skibet bliver fundet, drømmen nået – og Janteloven lukket forsvarligt inde i broderede versioner i jalousiskabet (hedder det ikke sådant): jeg tolker sideskibets fortællinger positivt, det er drømmen om hjemkomsten efter forliset i det fremmede og de parallelle spors frustration. Kun udstillingens eneste maleri – ”Sneuglen i kagedåsen” – hænger på væggen og stirrer på mig med sit eneste øje: ”bragt hjem fra det store land”, står der, men med en gådefuldhed, der ellers ikke kendetegner rummet. Jeg krydser mellem hovedskib og sideskib, ser ambivalensen, tolker tydeligheden – og undres. Der er noget her, der ikke passer, min Sandemose-hjerne slår bak, det er som om antennen er faldet af, som om der ikke rigtigt sendes fra forfatteren til billedkunstneren.

Det er som om stationen er tavs. Og det var vel ikke meningen?