Den løbske Jantelov

Af Steen Andersen

Det er imponerende, så ofte den bliver nævnt, den Jantelov. Af talrige læserbrevskribenter opfattes den åbenbart som en trumf, der kan drønes i bordet, når det afgørende stik i en diskussion skal tages hjem. Der er oftest en slet skjult undertone af, at kombattanterne er en samling smålige fæhoveder, der nu skal sættes på plads.

Først nogle eksempler fra dagbladenes debatsider. Vi starter sidste år, da en vis lejlighed på Vesterbro blev flittigt omtalt i medierne. De fleste mente, at Ritt Bjerregaard overdrev sit behov for repræsentationslokaler, og at hun skelede kraftigt til sit skattefri tillæg, men naturligvis havde hun også sine forsvarere. En af dem gennemgik hele sagen og sluttede med det forbløffende udsagn, at det er Janteloven, der dikterer, at folketingsmedlemmer fra provinsen er nødt til at opholde sig i København "under dårlige boligforhold".

Vi springer til kort efter nytår, hvor et af de hotteste emner i den samlede presse var kronprinsen og hans venindes færdselsloven. Efterhånden mente diverse læsere, at det var for galt, at journalisterne endevendte sagen så grundigt, og et angreb på den megen omtale slutter med det ironisk mente udråb "Længe leve Janteloven!"

Kort efter kunne man læse, at samme lov lever i bedste velgående i Danmark. Nu drejer det sig om et forsvar for at hæve hastighedsgrænsen på motorveje. Diverse argumenter føres i felten, herunder en henvisning til, at trafikkulturen er bedre i Tyskland, hvor ingen har ondt af, at andre kører i store, hurtige luksusbiler - og så kommer salven: "Men der har man jo heller ikke Janteloven".

Den kunne skam også bruges i forbindelse med den megen hurlumhej omkring Klaus Riskær Pedersen og Accumulator Invest. En Riskær-beundrer skrev, at nu "lykkedes det at få ham ned med nakken. Sensation og jubel fra jantelovstilhængere". Muligvis hentyder denne skribent til, at før valget til EF-parlamentet i 1989 kørte Klaus Riskær Pedersen en bombastisk annoncekampagne med overskriften "KNUS JANTELOVEN" (men en forståelse af samme lov skinnede dengang ikke ligefrem gennem den politiske propaganda).

Jeg skal undlade at tage stilling til hastighedsgrænser, Riskær, osv. Men det er betænkeligt, hvis Jantelov bare anvendes som et smart ord til at slå andre oven i hovedet med. Det skal i ovenstående citater dække enhver afskygning af misundelse, smålighed, hakkeorden og skadefryd. I talrige andre sammenhænge anses Janteloven desuden for bare at være en moderne version af eventyret om den grimme ælling, der som bekendt skulle kanøfles, udelukkende fordi den var aparte. Det ender med, at betydningen af Jantelov er milevidt fra, hvad ophavsmanden i sin tid havde til hensigt.

Lad os først slå fast, at de berømte ti bud (hvoraf det mest anvendte er det første: »Du skal ikke tro at du er noe&laqno; stammer fra Aksel Sandemoses bog "En flyktning krysser sitt spor", der første gang udkom i 1933. Og hvis man skal finde frem til den oprindelige mening bag Janteloven, er det væsentligt at huske på at Sandemose skildrede forholdene inden for et bestemt socialt lag - arbejderklassen. De ti Jantebud udtrykker den angst og uvilje, som kollektivet inden for denne klasse nærer over for det individ, der skiller sig ud fra massen og vil frigøre sig for kollektivets tryk og ensretning. Der er altså ikke tale om en socialt betinget hakkeorden. Der er heller ikke tale om en misundelse over, at nogen fra et socialt højere lag har råd til mere end en selv. Derimod fungerer undertrykkelsen inden for en kreds med samme sociale position.

Altså: Det undertrykkende kollektiv maser den person fra dets egne rækker, som forsøger at bryde ud eller hævde sin identitet. Men et lige så vigtigt element i En flykting krysser sitt spor er, at kollektivet samtidig undertrykker sig selv effektivt. De påbud, som det er så ivrigt efter at håndhæve over for andre, medvirker i realiteten til, at kollektivet selv bliver hængende i suppedasen og aldrig kan gøre sig fri. Magten over den enkelte resulterer i Jante i en fastlåsning af arbejderklassens kollektiv inden for en ramme med snærende normer. Det holder sig selv i ave - og her er en afgørende forskel fra "Den grimme Ælling": Ænderne undertrykte jo ikke sig selv på nogen måde, da de kastede sig over svaneungen.

Det er tvivlsomt, om de fleste, der bruger ordet Jantelov, aner, at det er Sandemose, der fandt på ordet og opstillede de ti bud. Det ville egentlig også være ligegyldigt, hvis bare det oprindelige indhold ikke i stigende grad blev forvansket og udvandet. For eksempel bliver »Du skal ikke tro du er noe&laqno; i tide og utide citeret helt uden sammenhæng med de andre bud, men så nem (og primitiv) er problemstillingen ikke i Sandemoses angreb på Janteloven.

Jeg har overfor givet eksempler på læserbreve, men radioen kan også være med. Tidligere på året blev en udsendelse om og med Fie Adams indledt med en præsentation af hende som en jantelovsbulldozer. Det er et udtryk, der absolut må med på den næste liste over nye ord i dansk, men det, der blev sagt i programmet, tydede kun på at journalisten havde brug for en smart etiket, der kunne klæbes på damen - ikke at han havde begrebet den oprindelige betydning af ordet.

En anden besynderlig udlægning af Janteloven forekom i en radioudsendelse, hvor historikeren Henrik S. Nissen foretog en gennemgang af landbokultur kontra bykultur. Det gjorde han udmærket i tyve minutter, men så mente han åbenbart, at han burde inddrage Janteloven for at slå en anskuelig krølle på teorierne: "Janteloven har sine selvstændiggørende elementer", mente han, og udlagde det første bud som en sund mistillid til autoriteter og eksperter. Men hvorfor går en historiker ikke til kilderne? Hvad ville Henrik S. Nissen have læst i "En flykting krysser sitt spor" om denne opfattelse af Janteloven? Intet. Det er også tvivlsomt, om han kender de ni andre bud - eller kan han også finde et "selvstændiggørende element" i "Du skal ikke tro at nogen bryr seg om deg"?

Det ender med, at næste generations Sandemose-læsere skal befri sig for sprogligt hængedynd, før de kan tilegne sig historien om Espen Arnakkes opgør med Jante. Som Jantelov nu bruges i diskussioner, skulle man tro, at det betød, at man var misundelig, fordi naboen havde en større bil, eller at Jantelovens første bud dikterede, at kendte mennesker skulle have en over nakken.

Artiklen har været bragt i Morsø Folkeblad den 6. juli 1992

 

Opfølgning 1998

Her fra websideredaktionen kan det tilføjes, at det ikke er blevet anderledes de forløbne 6 år. Alene i 1998 vil der uden besvær kunne findes snesevis af eksempler fra dagens aviser. Et af dem er gengivet nedenfor. I eksemplet fra BT udtaler Bille August at vi gerne vil have eksempler, vi kan være stolte af - cykelrytteren Bjarne Riis for eksempel. Og han fortsætter: "Men samtidig er vi et lille land, som bærer præg af denne her socialdemokratiske tanke om, at alle skal være lige. Hvad der jo i og for sig er helt i orden. Men bag stoltheden ligger den negative side og lurer:

Her er der nogle, også i pressen, som i middelmådighedens navn står som en flok jægere og skyder alle ned, som har bevæget sig lidt for højt op."

Forsiden af BT, 23. juli 1998:
"Efter Smilla blev jeg næsten ondskabsfuldt trukket gennem rendestenen."

 

Klaus Riskær Pedersen, som krakkede med Akkumulator Invest og blev dømt for svindel, fortæller i Politiken PS, søndag den 13. december 1998 at han har tillagt sig ydmyghed, mådehold og fordybelse som personlige dyder og han fortsætter: "Jeg er nu ikke blevet forvandlet til en indadvendt etiker, som totalt har underkastet mig Janteloven."

Ak nej. Det ville også være synd, om det Jan Sonnergaard har kaldt arbejderklassens repressive tolerance, skulle ramme Klaus Riskær Pedersen. Man ville næppe tro det.

Søren Kappel Schmidt, december 1998.