Det nye Sandemose Selskab

Sandemose i dag?

Hvordan kan vi bruge Sandemose og hans Jantelov i dag?

Ved at gå til kilden og blive klogere på os selv.

Med udgangspunkt i Sokrates’ kend dig selv udgav Aksel Sandemose ’En flygtning krydser sit spor’ første gang i 1933.

I skyggen af 2. Verdenskrig reviderede han romanen i 1955 under dæknavnet, Esben Arnakke.

"Jeg tror ikke, at jeg nogen sinde har haft noget andet mål end at opklare hvem jeg er og hvad mennesket er. Hvorfra? Hvorfor? Men den, der spørger sådan og spørger uophørligt og mere og mere nærgående – han bliver ikke elsket."

 

Den evige desperado spillede skak med sig selv hele livet. Med de hvide og sorte brikker samtidig.

Druk, løgne og bedrag, gæld, svigt og misbrug af venner og familiens tillid brugte han som råstof.

Han hadede at spille remis. Uanset midlerne ville han altid vinde. Døden blev hans sidste træk, da han satte sig selv skakmat som 66-årig.

"Jeg var født til videnskabsmand og blev gjort til kriger. Hvis du prøver at puste en edderkop hen over bordet, vil den forsøge at gå imod dig. Kampdyr har en tendens til at gå mod jægeren."

"Med janterne og Janteloven forholder det sig sådan, at alle janterne er lovkyndige og håndhæver loven i dens fulde strenghed over for alle andre end sig selv. De fleste af os kunne være helstøbte, hvis vi bare undte andre at blive det. Hvis ikke du passer på, vil Fanden tage dig. Han kan bruges til både angreb og forsvar. Et bud på idealstaten. Det fuldkomne samfund. Syndebukken."

"Smilet var hjemløst, den ondskabsfulde hånlatter var dagen og vejen. Alle jantemennesker står og lurer, venter på lejlighed til at sige noget ondsindet. Enhver ved, at han må komme først - før den anden siger det. Han er sikker på, at andre ønsker at skade ham: Alle vil skade alle, og ingen får andet end skade."

"Kundskab var noget foragteligt. Kunst blev vurderet med et hånligt grin. Videnskab var bare noget for de dovne. Dekadence og tomhed fandt sammen. Blev til politik. Jantes klapsalver er sikret den, som kræver den strengeste straf og de hårdeste spark."

"Naturligvis førte drikkeriet, den uklare søgen, angsten og forvirringen, og alt det, jeg vidste om det, jeg ikke turde vide, men alligevel ønskede at vide tydeligt - det førte alt sammen til mandsdyrkelse, selvdyrkelse, nye vildfarelser, dårlig økonomi og snavset tøj."

"Det var kedeligt, at mit arbejdstøj ikke var nyt. Blusen var for stor, og farven var efterhånden vasket af den. Midt på maven var der en lap af nyere dato. Arbejdstøj var ikke til at fange piger i."

"Espen Arnakke opfandt sin dobbeltgænger John Wakefield. Jeg var en omstrejfer og bekymrede mig aldrig om dagen i morgen. Han tirrede og plagede mig, han tog den, jeg elskede. Han ville se mig lide og brugte alle de midler, han kendte. Jeg kom fra Jante. Jeg var gennemsyret af angst og had, jeg var syg af tilbagevist kærlighed til menneskene. Jeg led af en gammel og ny overtro om, at jeg var bestemt til at dræbe. Det var to jantemænd, som mødtes, og den ene dræbte den anden. Den overlevende har med mange ord bygget på sit forsvar. Espen brugte kniv, den djævel!"

"I det indre af Newfoundland ligger der et bjerg. På en jagttur kom jeg engang hele vejen rundt om Halfway Mountain og lagde mærke til, hvordan et bjerg ser helt anderledes ud, for hver gang man flytter sig et lille stykke. Du kan få tusinde beskrivelser af bjerget, og de er alle lige rigtige. Jeg føler en stærk trang til at sige dig nu, og måske er det de vigtigste ord i denne bog, at bjerget er stort og har mange sider, men den, som lå lænket på jorden, så kun Halfway Mountain fra det sted, hvor han lå."